Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Dansk rente nærmer sig bundrekord

Der er enighed blandt økonomer om, at den danske rente sænkes til 2,25 procent på torsdag.

Den danske toneangivende rente vil blive sænket til 2,25 procent torsdag. Det er økonomerne enige om, efter at valutareserven blev styrket kraftigt i februar med 18,2 milliarder kroner.

Chefanalytiker i Nordea Anders Matzen vurderer, at den danske Nationalbank i kølvandet på den europæiske rentesænkning torsdag vil sænke den danske rente med 0,75 procentpoint fra de nuværende tre procent til 2,25 procent. Dermed indsnævres renteforskellen til eurorenten med et kvart procentpoint til 0,75 procentpoint.

- Der er plads til, at forskellen mellem den danske rente og eurorenten kan mindskes. Det vil Nationalbanken benytte sig af, når den på torsdag skal sænke renten, siger Anders Matzen. Den vurdering er en række andre bankøkonomer enig i. Blandt andet økonomerne i Danske Bank og Sydbank.

Den lavere rente vil gavne den økonomiske vækst, og den vil komme forbrugere og virksomheder til gode.

- Væksten vil have godt af lavere rente. Vi ser allerede nu, at renterne er på vej ned. Renten på et-årige flekslån er faldet fra 5,1 procent i december til nu 3,31 procent. Det betyder en besparelse på 517 kroner om måneden efter skat for hver lånt million, siger Anders Matzen.

Med en dansk rente på 2,25 procent nærmer renten sig den historiske bundrekord på 2,15 procent. Fra midten af 2003 til 2005 lå den danske rente på det historiske lavpunkt.

/ritzau/

 




Markedet lige nu