Utilfredse BankTrelleborg-aktionærer kæmper i disse dage for en million-erstatning i historiens første gruppesøgsmål. Flere er undervejs.
23. september 2010, 13:11 – opdateret 2. november 2010, 15:23
Flere tusinde vrede aktionærer fra det tidligere bankTrelleborg skriver i disse dage danmarkshistorie. Det første gruppesøgsmål, siden det i 2008 blev muligt, behandles i Østre Landsret, hvor omkring 5.000 småaktionærer kræver op mod 200 mio. kr. i erstatning.
Sagen kommer af, at bankTrelleborg ved en lynaktion i januar 2008 blev erklæret insolvent og solgt til Sydbank for 250 mio. kr. Det betød, at aktionærerne fik tvangsindløst deres aktier til kurs 59, mens dagskursen på fondsbørsen var 219 kr. Siden er tvangsindløsningskursen hævet til 93,57 kroner, og der er uddelt næser og påtaler til de revisorer, som var med til at sætte kursen – og nu vil aktionærerne så have erstatning for de penge, som de mistede ved den lave tvangsindløsningskurs, forhandlet mellem Bank Trelleborg Fonden, køberen Sydbank og Finanstilsynet.
Første del i søgsmålet er aktionærernes påstand om, at tvangsindløsningen var ulovlig, og efterfølgende at Sydbank skal betale den fulde pris for banken. Sagen skulle være færdig torsdag 7. oktober efter 11 retsdage og med forklaringer fra 23 indkaldte vidner. Herefter forventes sagen indstillet til domsafsigelse, som så vil falde inden for de følgende to måneder.
Yderligere to gruppesøgsmål ser ud til at være på vej gennem retssystemet – med en bevilling om fri proces i ryggen.
Den ene sag drejer sig om de utilfredse investorer i Jyske Invests hedgeforening, som tabte deres investeringer på et produkt, der blev solgt som »markedsneutral«. Her skulle en stævning mod Jyske Bank være på trapperne. En stævning er også undervejs i sagen om garanterne i den tidligere Løkken Sparekasse, som blev overtaget af Finansiel Stabilitet i marts 2009.



































































