Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Bankkaos i Roskilde

Kunder i andre banker har fået besked om, at deres økonomi er så dårlig, at de bliver flyttet til Roskilde Bank. Det skriger til himlen, mener forbrugerordfører.

Socialdemokraternes forbrugerordfører Benny Engelbrecht kræver nu, at økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) skal svare på, hvordan borgere uden at være kunde i Roskilde Bank har modtaget breve fra banken om, at de har en elendig privatøkonomi, skriver Dagbladet Roskilde.

- Der er noget, der går helt galt her. Det burde slet ikke kunne lade sig gøre. Det skriger til himlen. Derfor må vi have en afklaring fra økonomi- og erhvervsministeren, siger Benny Engelbrecht.

Den socialdemokratiske forbrugerordførers reaktion kommer efter, at Dagbladet i går beskrev, hvordan Dan Jensen fra Roskilde i weekenden modtog et brev fra Roskilde Bank med besked om, at han var en af de 6.000 private kunder, som har en så elendig økonomi, at de er blevet returneret til Roskilde Bank. Dan Jensen er slet ikke kunde i Roskilde Bank.

- Jeg vil have en redegørelse om det her. Det virker, som om afviklingsselskabet efter Roskilde Bank overhovedet ikke har styr på, hvad det går og laver, siger Benny Engelbrecht.

Han mener, det er en skærpende omstændighed, at afviklingsselskabet efter Roskilde Bank er ejet af Danmarks Nationalbank.

- Det går bare ikke, at det offentlige på den måde lader tingene flyde sådan, siger det socialdemokratiske folketingsmedlem.

Carl-Erik Hansen fra Taastrup er ligeledes en af de returnerede kunder, som angiveligt har en elendig økonomi. Han har ganske rigtigt været kunde i Roskilde Bank og blev overflyttet til Nordea i forbindelse med salget af den kollapsede banks filialer. Men Carl-Erik Hansen skylder ikke en krone i banken og har overskud på de konti, han har.

Også den sag vil Benny Engelbrecht have belyst.

- Jeg vil gerne have en afklaring af, hvordan de banker, som har købt filialnettet af Roskilde, kan få lov til at sende kreditværdige borgere retur som uønskede, siger Benny Engelbrecht.
 

 




Markedet lige nu