Det er i første omgang almindelige bankkunder, som hænger på regningen for de milliardstore tab.
18. februar 2009, 11:24 – opdateret 2. november 2010, 13:36
Når bankernes regnskaber i disse uger fortæller sørgelige historier om store tab og hensættelser på virksomheder og ejendomsspekulanter, der knækker halsen på kreditkrisen og den økonomiske afmatning, så er der grund til at finde lommetørklædet frem rundt om i de danske hjem.
I sidste uge afslørede Danske Bank, at 12 milliarder kroner skal gå til at dække tab på kunder, og i går kom regnskaberne fra Sydbank og Jyske Bank, der til sammen taber mere end 1,6 milliard kroner på udlån - og det er stort set kun til virksomheder.
Det er på samme tid lykkedes begge banker at øge renteindtægterne med sammenlagt knap én milliard kroner. Her holder også privatkunderne for med øgede rentebetalinger, skriver epn.dk.
»Det er meget tydeligt, at renten på indlån er sat mere ned end renten på udlån. Bankerne har også hævet spændet for privatkunder,« siger John Norden, direktør for banksammenligningsportalen Mybanker.
Jyske Banks ordførerende direktør Anders Dam forklarer, at det er meget normalt, at tab i en krisesituation først rammer erhvervslivet - men efter afskedigelser og nedskæringer følger dårligere økonomi for mange husholdninger, og så kommer bankerne også til at tabe penge på flere private kunder.
Hos Sydbank oplyser direktør Carsten Andersen, at banken ikke regner med betydelige tab på privatkunder i 2009. Alligevel hæves rentemarginalen for alle, selv om de mest udsatte erhvervskunder står først for.
»Det gælder hele vejen rundt, at man kommer til at køre gennem 2009 med en højere rentemarginal,« siger Carsten Andersen til epn.dk.




























































