Rådgivere og økonomiske eksperter er kritiske over for den rådgivning, som bankerne yder deres kunder.
8. september 2010, 08:09 – opdateret 2. november 2010, 15:20
Sammenhængen er ikke til at tage fejl af: Når din bankrådgiver sælger dig et finansielt produkt, så tjener banken penge på dig. Derfor bør man ikke forlade sig alene på den rådgivning, man får i banken, advarer en række økonomiske eksperter, som magasinet Kommunen har talt med.
I alt for mange tilfælde er rådgivningen direkte forkert og bygger på et meget skrøbeligt grundlag, mener cheføkonom Carsten Holdum fra Forbrugerrådet.
"Det er forargeligt at prakke kunder komplekse, uforståelige produkter på, som banksælgerne i alt for mange tilfælde ikke selv har forstået," siger Carsten Holdum.
Forbrugerrådets cheføkonom mener endda, at bankerne systematisk får kunder til at skifte lavrisikoprodukter ud med højrisikoprodukter.
"De har ladet kunderne tage risikoen, og så har de selv skummet fløden," siger Carsten Holdum, der også er medlem af Pengeinstitutankenævnet, til Kommunen.
Professor og ekspert i finansiering Finn Østrup fra CBS er også kritisk over for, at bankerne først og fremmest tænker i profit, når de rådgiver i dette tilfælde kommunerne i at investere og finansiere lån.
Ligeledes advarer økonomisk rådgiver og byrådsmedlem Kim Valentin om, at rådgiveren og sælgeren i bankernes tilfælde er den samme.



































































