Du risikerer at smadre din egen økonomi, hvis du tøver, advarer privatøkonomisk rådgiver.
9. februar 2011, 10:06
Kunder i den krakkede Amagerbanken bør finde sig en anden bank - og det hellere i går end i dag!
Sådan lyder anbefalingen fra Finanshuset i Fredensborg, som rådgiver om privatøkonomi. Bliver man for længe i en bank, som er overtaget af statens skraldespand Finansiel Stabilitet, så risikerer man at blive betragtet som en kunde, som ingen sunde banker tør røre med en ildtang. Desuden kan privatøkonomien blive kørt i sænk, fordi renten i Amagerbanken med meget stor sandsynlighed snart stiger til i nærheden af det dobbelte - for de kunder, der bliver hængende i dyndet.
Statens selskab for overtagne banker Finansiel Stabilitet må nemlig ikke være konkurrencedygtig, og derfor skal selskabet have den højeste rente på markedet.
"Derfor kan det være fatalt for din økonomi at blive i selskabet, hvis du i forvejen har en presset økonomi, hænger lidt med betalingerne eller har fået overtræk flere gange. Det samme gælder mindre virksomheder, der har haft et dårligt årsregnskab på grund af finanskrisen," skriver Finanshuset i det seneste nyhedsbrev.
Ifølge direktør Kim Valentin fra Finanshuset vil et almindeligt forbrugslån på omkring otte procent få en rente på op til 16 procent i Finansiel Stabilitet, mens et andelsboliglån med en rente på omkring 12 procent kan komme op på det dobbelte. Og med et lån på én million kroner vil ydelsen også stige til det dobbelte.
Finanshuset anfører, at Finansiel Stabilitet ved tidligere overtagelser har hævet renten for de tilbageværende kunder efter cirka tre måneder.
"Du skal for alt i verden ikke vente på, at du bliver solgt videre til en anden bank," skriver Finanshuset.
Kim Valentin advarede også kunder og småaktionærer om faren ved at blive i Amagerbanken forud for den seneste aktieudvidelse i efteråret 2010.
"Der findes mange dygtige mennesker i Amagerbanken, som virkelig prøver at gøre det rigtige. Det kan du bare ikke bruge til noget, for hvis banken lukker, så er det dig, der kan stå med problemet. Du skal passe på dine penge – ikke bankens. Husk også på, at bare fordi banken bliver reddet i denne omgang, så er det absolut ikke det samme, som at banken ikke lukker på et senere tidspunkt. Der kan sagtens komme flere tab!" skrev Kim Valentin dengang på sin blog på Business.dk.





























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten