Forstædernes Bank har begået rådgiverfejl og betalt erstatninger til nogle af de kunder, som for tre år siden investerede i de omdiskuterede strukturerede produkter, Dannevirke og Holger Danske.
26. juni 2008, 20:41 – opdateret 2. november 2010, 13:01
Nogle kunder hos Forstædernes Bank har haft held til at få erstatning, fordi banken har begået fejl i rådgivningen under købet af de meget komplicerede produkter, Dannevirke og Holger Danske.
»Ja, vi har udbetalt erstatninger, hvis der har været fejl i rådgivningen,« siger kommunikationschef i Forstædernes Bank, Steffen Torvits.
Han ønsker ikke at oplyse, hvor mange sager det drejer sig om, og heller ikke hvor store beløbene har været.
»Hvis vi erkender, at vi har begået en fejl, så holder vi normalt kunden skadesløs,« siger Steffen Torvits.
Han påpeger dog, at bankens ansatte ikke kan undgå at begå fejl, og det gælder også ved rådgivning om køb af andre produkter.




























































