Videoovervågning skal stoppe tyveknægte og langfingrede ansatte. Ikke tjekke om medarbejderne nu også bestiller noget. Det er budskabet fra Dansk Erhverv og HK Handel, der har indgået en ny aftale om videoovervågning.
15. januar 2010, 07:00
Det kan være lokkende liiiige at bruge videoovervågningen til at tjekke, om nu de ansatte rent faktisk også bestiller noget. Men det må man altså ikke.
Dansk Erhverv og HK Handel har fornyet aftalen om fælles retningslinjer for brug af videoovervågning i medlemsvirksomhederne, og med den reviderede aftale, kan medarbejderne være sikre på, at chefen ikke sidder og lurer på, hvor meget de laver.
”Vi er blevet enige med HK Handel om, at det følger af gældende regler, at tv-overvågningen ikke må bruges til at kontrollere medarbejdernes effektivitet,” siger Marianne Andersen, der er chefkonsulent i Dansk Erhverv.
Måtte en tur om retten
Det er netop, fordi en butikschef havde været lidt for ivrig med videokameraerne, at brancheorganisationen og forbundet blev enige om at stramme reglerne.
”Der har været en afgørelse i en butik, som måtte en tur i Arbejdsretten og Sø-og Handelsretten, hvor det blev afgjort, at man ikke må sidde og se på hvad medarbejderne laver og ikke laver, og så slå ned på det.
Den tidligere aftale om videoovervågning var fra 2004, men siden er lovgivningen om videoovervågning blevet revideret, og derfor var det tid til at pudse aftalen af, forklarer Marianne Andersen.
Ingen elefanthuer på gågaden
Med de nye retningslinjer kan butikkerne også trygt hænge videokameraer op ude foran butikken, uden at træde nogle over tæerne. Det skulle lige da lige være indbrudstyvene, som gerne skal få det lidt sværere.
”Indbrudstyvene ved godt, at der er videoovervågning inde i butikken, derfor trækker de huen ned over hovedet, lige inden de går ind. De tager jo ikke hele turen ned af gågaden med elefanthuen trukket ned over hovedet, og derfor er det lige omkring butiksfacaden der skal overvåges, hvis det skal have en virkning.


































































