Ifølge køreplanen skulle overenskomstaftalen have ligget klar i morgen. Men forhandlerne strides stadig, så nu skal de kæmpe sig igennem maratonforhandlinger i weekenden.
11. februar 2010, 10:41 – opdateret 11. februar 2010, 10:48
Tiden tikker for overenskomstforhandlerne, der nu skal kæmpe sig igennem maratonforhandlinger i weekenden for at nå frem til en aftale på det toneangivende industri-område. Det oplyser CO-Industri, sammenslutningen af industriens fagforeninger, i en pressemeddelelse.
Derfor har Dansk Industri og CO-Industri indkaldt de respektive forhandlingsudvalg til nye forhandlinger i Industriens Hus på lørdag for at nå et resultat.
Ifølge den køreplan, som parterne lagde for måneder siden, er deadline for forhandlingerne på industri-området ellers allerede i morgen, men nu vil arbejdstagernes mand, Thorkild E. Jensen, formand for Dansk Metal og CO-Industri, på den ene side og arbejdsgivernes mand, Hans Skov Christensen, adm. direktør i Dansk Industri, på den anden forhandle sig igennem weekendens drama for at nå frem til en aftale.



































































