Offentligt ansatte klar til strejke

Europas offentligt ansatte er allerede på vej i strejke, og i Danmark er pædagoger og sygeplejersker og andre offentligt ansatte også på vej i protest, hvis de også skal betale regningen for krisen.

3 Kommentarer

Titusinder af offentligt ansatte i en række europæiske lande vil de kommende dage og uger gå på gaden i protest mod lønstop og nedskæringer, skriver Politiken. I Danmark er de offentligt ansatte klar til at følge trop, hvis de også kommer til at betale regningen for krisen.

- Hvis regningen på krisen bliver lagt over til, at det kun er de offentligt ansatte, der skal betale, så vil det give uro blandt de offentlige ansatte i Danmark på samme måde, som vi vil se det i de kommende måneder i Sydeuropa, siger FOAs formand Dennis Kristensen til business.dk.

- Nu er der ikke tradition for, at vi har gadekampe, men vi ville få et mere ustabilt arbejdsmarked med uro og arbejdsnedlæggelser og protestaktioner, siger han.

Gældsbombe truer Danmark

Efterdønningerne af finanskrisen har skabt store økonomiske problemer i statskasserne hos eurolande som Grækkenland, Portugal, Irland, Holland og Tyskland, hvor der bliver varslet om lønstop og nedskæringer.

- Offentligt ansatte bliver tvunget til at betale for en økonomisk og finansiel krise, som er skabt af et løbsk banksystem, siger Carola Fischbach-Pyttel, generalsekretær for sammenslutningen af europæiske fagforeninger for offentligt ansatte, EPSU, til Politiken.

I sidste uge gik det ud over de offentligt ansatte i Grækkenland, som skal gå ned i løn. Og Danmark kan komme i samme økonomiske situation som Grækkenland, viste beregninger fra AE-rådet i sidste uge.

Den offentlige gæld vil i 2050 være oppe på over 2.000 milliarder kroner, hvis regeringen ikke laver omfattende reformer, som får flere danskere til at arbejde mere.

Professor og tidligere vismand Jan Rose Skaksen fra Copenhagen Business School sagde til Berlinske Business, at der slet ikke er »skygge af tvivl om,« at de store underskud og den hastigt voksende offentlige gæld bliver »et kæmpe problem for Danmark de næste ti år.«

Sydeuropæiske tilstande urealistiske

Men hvis problemet løses over en bred kam, vil de offentligt ansatte i Danmark være mere forståelige.

- Hvis det både vil ramme de private og offentlige ansatte, vil der være større forståelse også blandt de offentlige ansatte, siger Dennis Kristensen.

I Danmark har regeringen allerede varslet nulvækst, og det får opbakning i befolkningen. 54 procent af vælgerne vil gerne holde de offentlige udgifter i ro de kommende år, mens kun 36 procent er modstandere, viser en ny Greens-måling for dagblandet Børsen.

Men selv om regeringen har varslet nulvækst, tror Dennis Kristensen dog ikke på, at Danmark kommer i samme situation som de Sydeuropæiske lande.

- Selv om vi har store økonomiske problemer, så er vores økonomi dog bedre end den græske og den spanske og de andre, der er i farezonen i øjeblikket, siger han.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.

Kommentarer

Offentlige besparelser

Der er plads til gigantiske besparelser indenfor det offentlige. Direktøren på Gentofte Sygehus har netop i sin blog forsvaret den vilde ansættelse af DJØFer, der bare skal analysere og meget andet. Tilbage til det primære arbejde og regionerne har vist at de ikke er i stand til at holde et budget. Pokker skulle da ansætte flere magistre i ligegyldige fag, jurister og økonomer, der ikke kan holde budgetter. Måske skulle man fyre fra toppen, som i det private. Direktøren har søgt jobbet og klarer hun ikke økonomien, må hun selvfølgelig ud af vagten. Befolkningen skal ikke være til grin. Det er job i millionklassen så der skal vises resultater, men tør de kræve noget ?

Det er ikke rigtigt

Vil lige kommentere artiklen med at fordi man er offentligt ansat er man ikke uvidende om økonomi. Mener bestemt at der skal spares på velfærden, og der er masser af fedt der kan skæres væk i det offentlige. Især i Regionerne der er en regulær driftomkostning.

Det kan godt være offentlige fagforbund melder dette ud, men det er uden medlemmernes accept.

Der er masser af steder der kan skæres væk, det kræver bare at man er omstillingsparat i langt højere grad man er vant til, som eks medarbejdere i det private.

Offenlig strejke det bliver uden mig, og det skal fryde mig at se der bliver skåret nogle døde offentlige træer væk. Det er sundt for klimaet.

Enig

Enig fyr de offentlige ansatte inde i folketinget og ansat ISS, de er jo private og kan med 2 og en halv medarbejder køre landet dobbelt så godt.
I det hele taget hvis det private kørte landet så kunne vi måske nøjes med en medarbejder. Vedkommede kan så både være statsminister, embedsmand, sygeplejerske.....

Men hov er der ikke noget om at det er bankerne der har har været med til at køre økonomien i sænk? Men de må jo så være offentlige eller? Jeg mener private virksomheder er jo perfekte og alle der er ansat der er effektive, omstillingspartet og....

Måske ville det være bedre for Damark og folk droppede alt det ideologiske pis og fandt nogle gode solide løsninger.

Personligt har jeg arbejdet både i det private og det offentlige og har fx. set privatefirmaer der arbejdede for det amerikanske luftvåben spilde millioner af dollars væk, så jeg tager mig til hovedet over den opdeling. Det er squ ikke andet end wishfull thinking!



Markedet lige nu