Massesammenbrud i OK-forhandlinger

Det seneste døgn har brudt på flere sammenbrud i forhandlingerne om nye overenskomster på det private arbejdsmarked.

På flere områder har der været totalsammenbrud i forhandlingerne om nye overenskomster det seneste døgn.

Forhandlingerne vedrører op imod 600.000 lønmodtagere på det private arbejdsmarked, og når forhandlingerne bryder sammen, betyder det typisk, at den statslige forligsmand må tager over.

Han holder møder med parterne hver for sig, og forsøger at strikke et mæglingsforslag sammen, som skal til urafstemning blandt de enkelte LO-medlemmer. Hovedforhandlerne fraskriver sig dermed råderetten over forhandlingerne.

Ultimative krav skaber sammenbrud

Søndag eftermiddag måtte HK og Dansk Erhverv give op på kontor- og lageroverenskomsten efter et ganske kort møde, hvor parterne ikke kunne blive enige om 50 procents-reglen, der betyder, at op imod 100.000 HKere ikke har adgang til overenskomsten.

Reglen siger nemlig, at HKerne kun kan få overenskomstdækning, hvis de kan organisere mindst halvdelen af medarbejderne på en arbejdsplads. Reglen gælder kun HK, og den er yderst forhadt på de kanter.

Derfor mødte HK/Privats formand Karin Retvig op med et ultimativt krav om at få reglen fjernet. Det faldt ikke i god jord hos arbejdsgiverne, som så sig nødsaget til helt at droppe forhandlingerne, inden de var kommet i gang.

Byggeriet på standby

På byggeområdet måtte parterne også give op søndag aften, fordi de ikke kunne blive enige om lønmodtager-krav om nye regler, der skal forhindre udenlandsk arbejdskraft i at underminere de danske overenskomster. Det gælder især det såkaldte kædeansvar, hvor en entreprenør holder det økonomiske ansvar for, at underleverandørerne overholder reglerne i overenskomsterne.

Arbejdsgiverne ville ikke give sig på det område, og derfor blev forhandlingerne sat på pause på ubestemt tid. Lønmodtagerne i 3F og Træ-Industri-Byg venter nu sammen med arbejdsgiverne i Dansk Byggeri på, om ikke forhandlerne på transportområdet kan blive enige om et gennembrud, der leverer noget på værn mod løndumping fra udlandet.

Hvis det sker, vil parterne muligvis forsøge at gennemfører noget lignende på byggeområdet.

Andre mindre overenskomstområder er også brudt sammen. Det drejer sig om forhandlingerne mellem HK/Privat og Horesta, ligesom det grafiske område også er brudt sammen. Her måtte Grafisk Arbejdsgiverforening og Danske Mediers Arbejdsgiverforening på den ene side og 3F Industri og HK/Privat på den anden også afbryde forhandlingerne for 8.000 ansatte. Igen var 50-procents-kravet den udløsende faktor.

Overenskomstforhandlingerne udløber i dag mandag, og der er udsendt strejkevarsler med virkning fra 1. marts, men den statslige forligsmand har foreløbigt valgt at udskyde en storkonflikt 14 dage, hvilket han kan gøre to gange.

 



Markedet lige nu