Der kan komme en landsdækkende strejke fra 1. marts, hvis ikke en ny overenskomst er forhandlet på plads. Det første formelle skridt er i hvert fald nu taget, selv om der stadig forhandles overenskomst.
10. februar 2010, 17:40 – opdateret 10. februar 2010, 17:44
Hovedorganisationen LO har onsdag udsendt første strejkevarsel til arbejdsgiverne i DA.
Varslet er udsendt på vegne af samtlige LO-forbund og karteller og er en del af proceduren i overenskomstforhandlingerne.
Varslet er sendt, så en eventuel konflikt kan begynde allerede 1. marts 2010, hvis parterne altså ikke inden er blevet enige om nye overenskomster for over en halv million privatansatte.
Dermed øges presset på parterne for at finde en forhandlingsløsning. DI og forhandlingskartellet CO-Industri har tidligere varslet, at de ville være enige om nye overenskomster i disse dage, men det er ikke sket.
Strejkevarslet kommer dagen efter at LO - også rutinemæssigt - opsagde overenskomsterne på DA-området.
Skulle forhandlingerne gå helt i hårdknude, kan forligsmanden udskyde en konflikt i op til to gange fjorten dage.
Der var sidst konflikt på det private arbejdsmarked i 1998.
/ritzau/




































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten