Kristelig Fagbevægelse får stadig flere medlemmer, og Kristelig A-kasse er nu den tredjestørste i Danmark. Forsker peger på, at det unikke danske aftalesystem kan være i fare.
Kristelig Fagbevægelses er på fremmarch. I den nye årsrapport for organisationen fremgår det, at Kristelig Fagbevægelse sidste år havde et overskud på 25 millioner kroner og en medlemsfremgang på 2.222 personer i 2009. Kristelig A-kasse er nu den tredjestørste.
Arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet, Flemming Ibsen er bekymret for den udvikling, fordi han mener, udviklingen underminerer den danske aftalemodel, hvor arbejdsmarkedsparter sammen bliver enige om nye overenskomster:
- De Kristelige kører massive kampagner, hvor man kan komme over i deres A-kasse og få en fagforening for 60 kr. om måneden. De lokker folk over i A-kassen og så lader de som om, de kører en fagforening for 60 kr. om måneden, men det er LO, som reelt kører fagforeningen for dem. Det er LO, som sørger for overenskomsterne. Men hvis man er på en LO-arbejdsplads, som er omfattet af reglerne, så kan man gøre det ganske gratis, siger han.
Er den danske model i fare?
- Det kan du roligt sige, den er. Hvis man skulle ud i en storkonflikt, så ville 100.000-150.000 skulle stå tilbage på arbejdspladsen, og de fungerer som strejkebrydere. Det er klart, at der går kludder i den danske model, hvis det fortsætter, siger Flemming Ibsen.





