Fagbevægelsen kræver en 2020-plan for ligeløn. Kvinder med en mellemlang uddannelse er hårdt ramt af uligeløn, viser rapport.
25. maj 2010, 05:01
Vi vil have en 2020-plan for ligeløn. Sådan lyder kravet fra fagbevægelsen som reaktion på Lønkommissionens rapport, der udkommer på fredag. Rapporten dokumenterer, at ansatte inden for de kvindedominerede omsorgsfag har et markant lønefterslæb i forhold til ansatte inden for mandsdominerede tekniske fag. Men fagbevægelsen tror ikke på, at den kan rette op på uligelønnen ved overenskomstforhandlingerne i 2011.
»Efter at Lønkommissionen blev nedsat, er der kommet en økonomisk krise. Vi går til forhandlinger med en gæld, fordi vores løn reguleres i forhold til den private sektor. Derfor skal vi starte noget op på ligelønnen, som kommer til at strække sig over flere perioder,« siger Dennis Kristensen, formand for FOA.
Helt konkret foreslår socialpædagogernes formand, Kirsten Nissen, en 2020-plan for ligeløn. En ide, der bakkes op af pædagogerne.
»Det vil være en fornuftig løsning, hvis vi får en 2020-plan for ligeløn. Vi er nødt til at få en langsigtet plan, for vi kan ikke løse hele problemet med uligeløn ved de kommende overenskomstforhandlinger,« siger Henning Pedersen, formand for BUPL.
Dyr konkurrence
Lønkommissionen har sammenholdt en række faggrupper i den offentlige sektor parvis. Tendensen viser, at de omsorgsrelaterede »kvindejob« aflønnes markant lavere end sammenlignelige »mandejob« – typisk inden for det tekniske område. Desuden giver det mændene en lønfordel, at udearbejde typisk aflønnes bedre end indearbejde, ligesom mange af de offentlige mandefag også findes i den private sektor. Det betyder, at der er en større konkurrence om medarbejderne, hvilket formentlig smitter af på lønnen.
»Men i de kommende år bliver der behov for flere hænder inden for omsorgsfagene. Vi kan ikke blive ved med at sende et signal om, at det er vigtigere at arbejde med teknik end mennesker,« siger Lizette Risgaard, næstformand i LO.
Samme arbejde
Hos arbejdsgiverne i KL afviser topforhandler Mikael Ziegler at forholde sig til, hvorfor kommunerne betaler en højere løn til ansatte, der arbejde med teknik fremfor mennesker.
»Det spørgsmål vil jeg først besvare på fredag, når rapporten udkommer. Når det er sagt, så er det mit indtryk, at rapporten konkluderer, at der ikke er et ligelønsproblem i ligelønslovens forstand. Vi lønner ikke forskelligt for det samme arbejde,« siger Mikael Ziegler, formand for KLs løn og personaleudvalg.
Han henviser til, at Lønkommissionen taler om sammenlignelige grupper, men ikke har set sig i stand til at vurdere, om de udfører arbejde af samme værdi.
»Det viser bare, at hvert et ord har været vejet på en guldvægt, fordi der har været så mange interesser på spil under udarbejdelsen af denne rapport,« siger Dennis Kristensen.
Hans højtprofilerede sosu- assistenter tjener ti pct. mindre end ansatte inden for sammenlignelige håndvæksfag. Ifølge Lønkommissionen tjener mænd 20 pct. mere i løn end kvinder i den offentlige sektor. Langt størstedelen af den forskel kan forklares. Det er især offentligt ansatte kvinder med en mellemlang uddannelse, der bliver ramt af en uforklarlig lønforskel.



































































