Industriens parter er ifølge TV2 Finans blevet enige om grundlaget for en ny toårig overenskomst. Allerede nu står det klart, at HK må droppe sit hovedkrav.
10. februar 2012, 17:04 – opdateret 10. februar 2012, 17:13
HK kommer således ikke igennem med kravet om en fjernelse af den såkaldte 50 pct.-regel, der betyder, at organisationen ikke kan kræve overenskomst på arbejdspladser, hvor færre end 50 pct. af de ansatte er organiserede.
Industriens overenskomst omfatter direkte 240.000 ansatte i industrien, men den er toneangivende for 600.000 lønmodtagere.
Ifølge TV2 Finans' oplysninger skulle de HK-ansatte blive kompenseret med bedre pensionsordninger, og så er der i øvrigt lagt op til beherskede lønforhøjelser på 1,5 pct. det første år og 2 pct. det andet år.
Simon Tøgern, der er formand for HK Privat, afviser overfor TV2 Finans at kende noget til et forlig, der fejer HKs krav om afskaffelsen af 50 pct.-reglen af banen.
Parterne mødes officielt lørdag til den sidste og formentlig afgørende forhandlingsrunde, der meget vel kan ende med fremlæggelsen af et overenskomstforlig søndag aften.




































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten