Efter at have forhandlet den halve nat, er de to topforhandlerne fra industrien netop kommet ud af forhandlingslokalerne. De er begge tilfredse med nattens resultat.
22. februar 2010, 09:20
Topforhandlerne på industri-området er netop kommet ud af forhandlingslokalerne for at kommentere på den aftale, man blev enige om i nat.
- Det har været svære forhandlinger. Vi har hele tiden troet på forlig, og det fik vi så her i nat. Det er et forlig, vi er tilfredse med, og vi mener, det er i balance, siger Thorkild E. Jensen, formand og topforhandler for lønmodtagersammenslutningen CO-Industri.
- Forliget afspejler klart forståelsen for, at arbejdstagere og arbejdsgivere kan finde en fælles forståelse for, at der fortsat skal være god basis for industrielle virksomheder i Danmark. Med fornuftige omkostninger i år vil vi have mulighed for at vinde konkurrencekraft tilbage og få mulighed for at bevare Danmark som et produktionsland, fortæller Hans Skov Christensen, topforhandler og direktør i Dansk Industri.
Se også: Her er industriens nye overenskomst
Den nye aftale på industri-området er særligt interessant, fordi den danner præcedens for, hvad man kan blive enige om på de øvrige overenskomster.
Eller sagt med andre ord: Det industriarbejderne får i lønstigning, vil smitte af på, hvad chauffører, slagtere, kontorfolk og resten af det private arbejdsmarked kan få i lønstigning de kommende år.
Nu venter resten af det private arbejdsmarked
Det har været langt, sejt træk for topforhandlerne Hans Skov Christensen og Thorkild E. Jensen. Efter maratonforhandlinger sidste weekend måtte de i om søndagen afbryde diskussionerne og gå hver til sit.
Læs også: Forligsmanden lægger pres på topforhandlere
I fem dage talte de ikke til hinanden, før den statslige forligsmand i fredags pressede parterne tilbage til forhandlingsbordet.
I dag, efter aftalen blev annonceret i Industriens Hus, var der tilfredshed at spore hos begge parter.
- Vi har sagt, at det var vigtigt at lave en overenskomst. Målsætningen for os var bibeholde reallønnen og forbedre den. Vi har hævet satserne med 1,5 % det første år og 2
% det andet år, så vi mener, der er pænt rum til de lokale forhandlinger, hvor man danner lønnen, siger arbejdstagernes mand Thorkild E. Jensen.
- Vi er blevet enige om en overenskomst, hvor vi på en række felter prøver at komme
hinanden i møde. Det synes vi, er lykkedes, og inden for en omkostningsmæssig
ramme, som klart ligger inden for de begrænsede muligheder, vi har i den tid, vi
lever i, siger industribossen Hans Skov Christensen.
Efter industri-overenskomsten nu er faldet på plads, begynder forhandlingerne på de øvrige områder at tage til i intensitet. Det gælder blandt andet for transportområdet, byggeriet, fødevareindustrien samt handel- og servicemedarbejdere.
I alt 600.000 danskere er dækket af en af de overenskomster, der skal falde på plads i de næste uger.
Læs også: Tidligere artikler om OK2010-forhandlingerne på business.dk




































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten