Alarmerende arbejdsløshed, tam lønstigning og en presset jobsituation har fået danskerne til at drømme om fjernere himmelstrøg.
3. marts 2010, 06:35 – opdateret 3. marts 2010, 06:37
Halvdelen af alle voksne danskere svarer nu, at de i en eller anden grad er villige til at flytte til udlandet for et nyt job, skriver Politiken onsdag.
Dermed er andelen af rejsevillige, arbejdslystne danskere næsten fordoblet på blot to år. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Capacent for Dansk Erhverv. Og den økonomiske krise er en oplagt forklaring på den nye rejselyst, mener Anders Frederiksen, lektor på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.
»Situationen i dag er helt anderledes end i 2008, hvor vi stod på toppen af en højkonjunktur. Dengang kunne arbejdstagerne stort set få det, som de ville have. Vi havde en rekordlav arbejdsløshed og en stor efterspørgsel på arbejdskraft. Nu må man kigge betydelig længere for at få opfyldt sine drømme«, siger Anders Frederiksen til Politiken.
Undersøgelsen viser, at 48 procent af danskere i job i høj, nogen eller mindre grad er villige til at skifte til et job i et andet land i Europa. Villigheden falder til 37 procent, hvis jobbet ligger uden for Europa. I 2008 var blot 27 procent klar til at rykke pælene op og tage til et andet europæisk land. Det er ifølge Dansk Erhverv en rigtig positiv udvikling:
»Vi er et land, der i høj grad må overleve på viden og innovation. Det kan man ikke udvikle i en osteklokke. Vi bliver nødt til at hente inspiration i udlandet«, siger Stine Pilegaard, afdelingschef hos Dansk Erhverv, til Politiken.
I undersøgelsen svarer 71 procent, at den vigtigste grund til, at de er klar på at tage et job i udlandet, er, at de gerne vil opleve en anden kultur. Andre tungtvejende grunde er, at man vil forbedre sine internationale kompetencer og netværk og ikke mindst score en højere løn.


































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten