Frist for nyoverenskomst tæt på udsættelse

LO-formand Harald Børsting er ved at indgå en aftale med DA om, at en konfliktvarsling senest skal sendes 17. februar og ikke 12. februar, som ellers var sat som deadline for overenskomstfornyelsen. For hver dag, der går, kommer vi tættere på en storkonflikt, forklarer forsker.

Parterne på det private arbejdsmarked er nu så pressede for at nå til enighed under overenskomstforhandlingerne, at de er ved at udsætte tidsfristen for en aftale om overenskomstfornyelsen.

For hver dag der går, jo tættere er vi på »en mulig storkonflikt,« forklarer arbejdsmarkedsforsker, Jesper Due.

Berlingske Tidende er kommet i besiddelse af et internt notat, som LO-formand Harald Børsting i går eftermiddag sendte til LOs forhandlingsudvalg.

Her orienterede han sit nærmeste politiske bagland om, at han i dag tirsdag forventer at indgå en aftale med Dansk Arbejdsgiverforening, om at en konflikt skal varsles senest onsdag den 17. februar med henblik på ikrafttrædelse 1. marts.

Dermed køber parterne sig mere tid i forhandlingerne.

Oprindelig havde LO og Dansk Arbejdsgiverforening aftalt, at opsigelse af overenskomsterne skulle være modparten i hænde senest fredag den 12. februar, men med den nye aftale kan topforhandlerne i CO-Industri og DI reelt bruge hele weekenden og starten af næste uge på at nå en aftale.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken LO eller Dansk Arbejdsgiverforening, men professor og arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet, Jesper Due forklarer, at såfremt parterne overskrider datoen og varsler konflikt, så er en storkonflikt ikke nødvendigvis lige om hjørnet. Først kan forligsmanden udsætte konflikten og forsøge at mægle mellem parterne.

»Det ser ud til, at de ikke kan nå til enighed, inden den 12. februar, og derfor er de nødt til at justere på rammeaftalen. Situationen er alvorlig, fordi den økonomiske krise gør det svært at lave en overenskomstaftale. Men for hver dag der går, uden der er forlig, jo tættere er vi på forligsinstitutionen og en mulig storkonflikt,« siger Jesper Due.

Krisen gør det svært

Kilder tæt på forhandlingerne oplyser til Berlingske Tidende, at der ikke har været fremdrift i forhandlingerne mellem CO-Industri og DI siden parterne satte sig sammen 6. januar i år. De to parter indgår aftale om overenskomstfornyelsen for næsten en tredjedel af alle LOs medlemmer, og resten af det private arbejdsmarked læner sig op ad deres forlig, når de selv skal indgå aftaler om overenskomst.

På grund af krisen er der ikke mange penge til nye initiativer, men i sidste ende skal de enkelte medlemmer af LO-forbundene stemme hele resultatet hjem, og parterne er klar over, at de ikke stemmer ja til hvad som helst. Derfor går forhandlerne en svær balancegang, hvor der dels skal leveres et resultat, som giver fordele til LO-medlemmerne, men hvor der samtidig tages hensyn til konkurrenceevnen.

Sagen kompliceres yderligere af, at Dansk Industri denne gang også er hovedforhandler for transportområdet. Modsat industrien er dette et normallønsområde, hvor lønnen aftales ved de centrale forhandlinger og ikke ude på de enkelte virksomheder.

Derfor skal lønmodtagernes forhandlere levere lønfremgang ved forhandlingsbordet, og det kan ikke udskydes til senere.

 



Markedet lige nu