Fagbevægelsen missede sit hovedkrav

Byggeriets parter har indgået et forlig, hvor fagbevægelsens hovedkrav blev skrevet ud af aftalen. Parterne er alligevel godt tilfredse med overenskomsten.

Overenskomsten for byggeriet fik ikke det indhold, som fagforbundene 3F og Forbundet Træ-Industri-Byg (TIB) oprindeligt sigtede efter.

Aftalen, der omfatter cirka 55.000 medarbejdere, skulle ifølge fagforeningerne sikre, at virksomheder, der er medlem af Dansk Byggeri, blev ansvarlige, når deres underleverandører snød med lønnen. Men det såkaldte kædeansvar forsvandt i den endelige aftale.

- Det er ingen hemmelighed, at vi kom herover med forventning om, at vi kunne få en binding på den økonomiske side - det vi kaldte kædeansvar - men der må vi sige, at kæden hoppede meget hurtigt af, sagde John Larsen, formand for Byggegruppen i 3F og bygningsarbejderne.

Fagforbundene havde gerne set, at hovedentreprenører fik økonomisk ansvar, hvis en af underentreprenørerne ikke betalte sine ansatte efter overenskomsten og stak af fra regningen. Kravet blev ifølge Dansk Byggeri taget af bordet, da det ikke flugtede med dansk ret.

- Et af de fremmeste argumenter er, at vi simpelthen ikke mener, det er lovligt, når man ser på både den danske konkurrenceret og EU-retten. Så vi mener ikke, det har været muligt for os at indgå en overenskomst på et grundlag, der ikke følger dansk ret, sagde Lars Storr-Hansen, administrerende direktør i Dansk Byggeri.

Når parterne endte med at skrive under på den nye toårige aftale, skyldes det, at fagforbundene alligevel mener, man er nået et langt stykke med hensyn til at ændre på antallet af underbetalte på byggepladserne. Parterne skal således fremover bekæmpe underbetalt arbejdskraft og ulige vilkår i fællesskab.

Der er indgået en aftale, som sikrer, at sager, hvor der er tvivl om, hvorvidt overenskomsten er overholdt, nu skal behandles helst så hurtigt, at man kan rejse krav, inden virksomheden har forladt landet. Desuden nedsætter parterne et udvalg, der skal holde øje med området.

- Det er samarbejde, som vi har forpligtet hinanden til at indgå for at sikre, at bygge- og anlægsarbejde i Danmark kommer til at foregå på overenskomstmæssige vilkår. Og der, hvor der er problemer, får vi det håndteret hurtigst muligt, sagde Lars Storr-Hansen.

Forliget for byggeriet er det fjerde forlig på de største områder i denne omgang. Indtil videre er arbejdsgivere og lønmodtagere også nået frem til forlig inden for butiksområdet, transport og i industrien. Her er det nu op til fagforbundenes medlemmer at stemme ja eller nej til overenskomsterne.

/ritzau/

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.



Markedet lige nu