Kassedamerne kan se frem til lidt større lønforhøjelser end der var lagt op til med industriens forlig og en årlig lønsamtale. Det er resultatet af en ny overenskomst for 50.000 butiksansatte.
28. februar 2010, 12:53 – opdateret 28. februar 2010, 12:58
Et par 25-ører ekstra. Det er bogstavelig talt hvad de butiksansatte får lagt oveni de forhøjelser af mindstelønnen, som allerede er aftalt på industriens område. Og selvom HK/Handels formand Jørgen Hoppe erkender, at det ikke lyder af meget, så er han tilfreds med resultatet af den butiksoverenskomst for 50.000 ansatte, som blev offentliggjort i går.
»Det er lykkedes at få en lønudvikling, som ligger ud over de stigninger, der er aftalt på mindstelønnen. Det er sket ved at afsætte ekstra penge til de anciennitetstillæg, vi som de eneste på minmalløn har, og det er rigtig vigtigt,« siger Jørgen Hoppe.
Ansatte med 1 års anciennitet kan se frem til, at deres tillæg hæves med 25 ører i 2010 og 2011. Dertil skal lægges forhøjelserne af mindstelønnen på henholdsvis 1,10 krone og 1,75 krone i timen.
Årlig lønsamtale
Som altid er det på butiksområdet, at mindstelønnen har størst betydning, fordi der rent faktisk er et stort antal kassedamer og butiksassistenter, som bliver aflønnet efter tariffen - som i 2011 vil være på 106 kroner i timen.
»Derfor er det også vigtigt, at vi nu har fået en bestemmelse i overenskomsten om en årlig lønsamtale. Det er der rigtig mange af vores medlemmer som ikke får i dag. Og selvom det ikke automatisk giver flere penge, så tror vi på, at det vil føre til en lønudvikling,« siger Jørgen Hoppe.
Til gengæld er det ikke lykkedes HK´erne at få fjernet den såkaldte 50-procent-regel, som betyder, at halvdelen af medarbejderne på en virksomhed skal være organiseret for at de har ret til en overenskomst.
»Vores medlemmer har prioriteret løn højere. 50-procent-reglen er ikke nær så stort et problem på vores område, som for HK/Privat. Vi har lettere ved at organisere halvdelen af medarbejderne i de mindre butikker, som vi kan tage en af gangen. Og så plejer de store kæder selv at ville have den samme overenskomst til at gælde i alle deres virksomheder,« siger Jørgen Hoppe.
Administrative byrder
Hos arbejdsgiverne lægger formand Poul Erik Pedersen ikke skjul på, at det har været vigtigt at lukke butiksoverenskomsten, inden Dansk Erhverv skal forhandle med HK/Privats formand Karin Retvig, der gjort det til et ultimativt krav, at 50-procent-reglen fjernes.
»Lad mig sige det sådan, at vi var meget godt tilfreds med at blive færdige i går ( red; lørdag aften ),« siger Poul Erik Pedersen, formand for Dansk Erhverv.
Han indrømmer, at arbejdsgiverne ikke har fået ekstra fleksibilitet den her gang. Til gengæld er det lykkedes at lette virksomhedernes administrative byrder betydeligt. Både når det gælder administrationen af den såkaldte fritvalgskonto og kompetencefondene, som er etableret i tidligere overenskomstperioder.
»Vi er tilfredse med, at det er lykkedes at komme i hus, for vi er i en krisesituation, hvor man vender hver en sten, Og nok så vigtigt, så er det lykkedes at fokusere på andre ting end bare det økonomiske. Tryghed, uddannelse af elever og forsikring,« siger Poul Erik Pedersen.




































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten