Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Danske unge udnyttes på jobbet

Arbejd gratis uden for din normale arbejdstid. Find selv en afløser, hvis du er syg. Søndagstillæg har vi ikke noget af her. Den slags beskeder får unge på arbejdsmarkedet i s igende grad.

1 Kommentar

Uanset om de har et fritidsjob, er studentermedhjælper eller har deres første rigtige job, er risikoen for at blive udnyttet blevet større. Det oplever flere fagforeninger, skriver metroXpress.

I HK drejede en tredjedel af alle sager om ansættelsesvilkår i 2011 sig om unge under 30 år - selv om de kun udgør 18 procent af medlemmerne.

Formanden for HK Handel, Jørgen Hoppe, er bekymret over tendensen.

»Nutidens unge arbejder i stigende grad under dårlige forhold, der burde høre fortiden til. Og vi ser kun toppen af isbjerget, for mange unge overvejer slet ikke at melde sig ind i en fagforening, og derfor hører vi ikke om problemerne. De unge kender ikke spillereglerne på arbejdsmarkedet. De tror, at alt, hvad en arbejdsgiver siger, er rigtigt, og derfor finder der et bredt misbrug af unge sted,« siger Jørgen Hoppe til metroXpress.

Også i fagforeningen Djøf er oplevelsen, at de unge presses hårdere på arbejdsmarkedet. Fra 2010 til 2011 har 33 procent flere studerende medlemmer henvendt sig for at få hjælp. Sagerne kan dreje sig om alt fra ingen løn under sygdom til, at lønnen sættes ned, forklarer chefkonsulent Mette Knudsen i Djøf.

»Under en krise er arbejdsgiverne mere fokuserede på bundlinjen, og det går især ud over de unge. Det er et stort problem for dem, fordi studiejobbet måske er deres første erfaring med arbejdsmarkedet og kan være vejen til et rigtigt job. I håbet om at øge deres chancer finder de sig i mere, end de skal,« siger Mette Knudsen.

Fagforeningernes oplevelser kommer ikke bag på arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen på Aalborg Universitet. Ifølge ham er de unge på arbejdsmarkedet på »herrens mark«.

»De unge er desperate for at få noget at rive i, og derfor er de et let bytte for arbejdsgiverne. Flere sager har vist, at de unge er blevet udnyttet ret groft, og det kan jo lettere ske, når flere hverken er medlem af en fagforening eller en a-kasse. Det er et lærestykke for de unge og kan blive et stort samfundsproblem, hvis de unge ikke får fodfæste på arbejdsmarkedet,« siger Flemming Ibsen.

Han opfordrer arbejdsgiverne til også at tage problemet seriøst. Men i Dansk Arbejdsgiverforening har ansættelsesretlig chef Flemming Dreesen ingen opfattelse af, at unge skulle blive dårligere behandlet.

»Vi kan ikke følge den tendens, at arbejdsgiverne skulle forsøge at presse citronen over for unge. Hvis tallene viser det hos HK og Djøf, kan det jo hænge sammen med, at de har kørt kampagner for at gøre sig mere lækre over for de unge, og så er der også kommet mere fokus på fagforeninger og de problemer, de ser. Arbejdsgiverne har i hvert fald ikke en dagsorden om at udnytte de unge,« siger Flemming Dreesen til metroXpress.

I dag starter HK og Bagerkæden Agnes Cupcakes en kampagne på Facebook for at oplyse unge om deres rettigheder.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.

Kommentarer

Nå så udnyttelse af unge er ikke på dagordenen i virksomhedern??

Kære Flemming Dreesen, jeg tror, det er på tide, at du bevæger dig væk fra dit skrivebord og ud i den virkelige verden. Der finder i allerhøjeste grad misbrug og mere eller mindre grov udnyttelse sted af de unge i virksomhederne, men jeg kunne forestille mig, at grunden til, at du ikke hører om dem, er, at de fleste af disse virksomheder hverken har nogen overenskomst eller er medlem af en arbejdsgiverforening.




Markedet lige nu