Som det fremgår af teksten, er der ikke mange unge danskere, der tager til udlandet for at studere. Jeg skal selv til at vælge en (universitets)uddannelse her til sommer, og da jeg har en mangfoldig kulturel baggrund, ville jeg uden tøven tage til udlandet og sturere!
Dvs. hvis omstændighederne var anderledes, end hvad de er... I mit hoved profilerer staten ikke nok for uddannelser i udlandet. Staten tilskynder ikke den globale uddannelse, som den burde! Jeg spurgte min skolevejleder for nogle måneder tilbage, om jeg kunne studere i udlandet, da dette var mit ønske, men det krævede, at jeg selv betalte for hele min bachelor og evt. kunne søge om tilskud til min kandidat!
Fortæl mig, hvornår er det blevet muligt for en studerende, der lever på SU, at studere i udlandet? Hvornår er det blevet muligt at slå sig ned et sted, uden for Danmarks grænser, uden at blive totalt forgældet (Dvs. ved hjælp af studielån)? Det er mig alligevel en gåde... For godt nok tilskynder vi en international uddannelse, men vi tænker ikke videre end det. Vi går ikke i dybden og ser på de problemstillinger, der er i dette forløb - Der er nemlig også ting, som kan forværre den danske situation, hvis man så indlysende vil have studenter i udlandet!

Hvis jeg selv tog til Bruxelles, Wien, etc. for at studere, ville der være en minimal chance for, jeg vendte tilbage til Danmark igen. Derved ville Danmark miste en højereuddannet, som ikke ville bidrage til samfundet, men tværtimod udelukkende være en omkostning. Og mange af mine venner tænker det samme!! Ligeledes ville der opstå problemer, hvis man gav de studerende lænker på, for vi befinder os ikke i en politistat, hvor man kan stille krav til folk om, at de ikke må rejse eller begive sig hen, hvor de vil - Den personlge frihed!!!

Hvorfor ikke rejse tilbage til sit fædreland? Danmark er et godt land at leve i, men generelt er skatten for høj, og det enkelte menneske får ikke nok ud af sine bestræbelser i Danmark. Problemet har været de seneste år, at mange nyuddannede (på universitetsniveau) flytter til de mere internationale og liberale lande, hvor deres arbejde og fortjeneste bliver værdsat af både stat og befolkning. Ligheden i Danmark er for stor og mellemklasserne har omdannet Danmak til et land, hvor man ikke kan accelerere mht. ambitioner og job, men tværtimod må man se sig slået af de statskrav og ideologier, som for tiden dominerer her i landet - Vi har brug for mere selvbesemmelse og mindre solidaritet. Vi har brug for et stærkere fundament for vores kapitalistiske og liberale meninger!
Hvis vi ikke snart gør noget ved vores aktuelle udvikling og situation, vil udviklingen stagnere, og udlandet vil finde andre attraktive markeder i forhold til vores lille forgangsland...
Med andre ord: "There is something rotten in the state of Denmark!"

Jeg kan kun give Dorthe ret.
Vores søn har efter en veloverstået HA på CBS haft det store ønske at læse en kandidat i Innovation i London. Lige præcis noget af det som vores arbejdsmarkedspolitikere himler op om i tide og utide. Men hvad sker der?
Han har rendt panden mod muren i SU styrelsen og alle mulige andre kontorer og udvalg der skal tage stilling til om uddannelsen i London kan sidestilles med en uddannelse herhjemme og om hvorvidt han så kan få et udenlandsstipendium. Ingen kan svare på noget - og han er endda også blevet "truet med" at hvis han ringer, forsinker det sagen yderligere end de to til fem måneder, de regner med at den vil tage.
Det var måske på tide, at alle de nævn og styrelser, der sidder der og gør det ekstremt svært og ufleksibelt for unge, dygtige og ambitiøse mennesker, begyndte at kigge lidt indad. Kunne vi måske gøre det hele lidt enklere? Kunne vi måske samkøre alle de studieberettigede lister til en i stedet for fem, seks stykker? Kunne vi måske gå sammen om at lave et sted, hvor man kan henvende sig? Det ville givet gå ud over nogle Vidergående studieanstalter herhjemme - og deres tilskud pr. studerende. Men det ville give Danmark og dansk erhvervsliv hvad de sukker efter. Internationalt orienterede unge medarbejdere. Med ambitioner og mod på innovation. Men det er måske for innovativt?

Sagen er nok nærmere, at selve ansøgningssystemet er SÅ ulogisk, ufleksibelt og oldnordisk, at det medfører, at interesserede ansøgere ikke magter det system.
En given udenlandsk kandidat/master uddannelse skal svare til en tilsvarende, godkendt dansk. Dette skal man undersøge på 5 forskellige lister.
Ansøgning om hhv. SU og udlandsstipendium er nærmest en Catch 22 situation. Det ene afhænger af det andet, som ikke kan iværksættes før det første er på plads.
Henvendelse til relevante kontorer med spørgsmål fra studerende er så godt som umuligt at komme igennem med. Man får at vide, at man ikke bør henvende sig, da det sinker behandlingstider.
Behandlingstider på ansøgninger tager alt for lang tid - minimum 3-4 måneder.
Samtidig forsøger danske universiteter at holde på de kandidatstuderende - bl.a. ved at tilbyde studiepladser med en deadline for accept af pladsen fra de studerende så tidligt, at de ikke har fået svar fra udenlandske universiteter på optagelse.
Det er alt i alt en super vanskelig fuldstændig sindsyg administrativ forretningsgang for ansøgning. Jeg forstår godt, hvis studerende - i den travle eksamensperiode i afsluttende bachelorprojekt - dropper det hele og bliver i DK.
DET ER FOR DÅRLIGT FOR DANMARK !!!!!

Politikere tordner om dovne studerende der ikke overholder studietider, og fjerner "fjumreåret".

Det er dokumenteret, at omstændigheder omkring studie i udlandet forlænger et studie!! Udenlandsk uddannelse og job i udlandet, bliver iflg DJØF og (egne erfaringer) vurderet som noget meget eksotisk af de fleste danske arbejdsgivere, og trækker reelt fra ifb jobsøgning, og efter udlandsophold indplaceres man nærmest som nyuddannet.

Jeg kan godt forstå at danske studerende bliver i Danmark, ikke andet en ulemper og problemer ved at tage del af uddannelse i udlandet.

De burde måske overveje at ændre de ekstremt ufleksible SU-regler der hersker når det kommer til at studere i udlandet.

Det tog et lille år før jeg fik et godkendt et udlandsstipendie for et 2 års kandidatstudie i Frankrig. For at få det blev jeg nødt til at tage min sag igennem samtlige appel og klagenævn, forgæves. SU ville ikke give et stipendie fordi min uddannelse var normeret til 125 ECTS og ikke 120 ECTS. En absurd situation da ECTS er ment for at beregne arbejdsbyrden på et studie, så fordi man har 5 ECTS point mere, hvilket svarer til ét fag skal man straffes. Heldigvis var det min skole der viste sig fleksible og kunne gå med til at lade mig bestå med kun 120 ECTS...
Med et par mdr. tilbage af studierne kan jeg uden tvivl sige at beslutningen om at tage kandidatdelen i udlandet er den bedste jeg har truffet mht. karrierevalg hidtil.