Værkstederne i Danmark glæder sig i disse dage over snevejret, men det øgede arbejde for mekanikerne skaber også problemer for kunderne.
4. februar 2010, 13:09 – opdateret 4. februar 2010, 13:12
Mekanikerne glæder sig i disse dage over frostgraderne og snevejret. Det skaber nemlig problemer for mange danskere med at starte deres biler.
- Værkstederne har travlt i øjeblikket på grund af den meget frost. Bilerne kan ikke starte, når det bliver for koldt, så mange får skiftet deres batteri, fordi kapaciteten er for lille, siger Knud Nielsen, formand for Danmarks Automobilforhandler Forening.
Mange skal også have sat vinterdæk på deres biler, for at øge sikkerheden på vejen. Og endelig sker der også flere uheld i vintervejret, fortæller Knud Nielsen.
Han vurderer, at der i øjeblikket er 25-30 pct. mere arbejde end normalt, og det påvirker de almindelige eftersyn.
- Der er længere ventetid på almindelig eftersyn, fordi vi er nødt til at få lavet dem, som kommer ind akut og ikke kan køre, siger han.



































































