DS Håndværk & Industri har nu afsluttet overenskomstforhandlinger. Dermed er der forhandlet et resultat hjem for samtlige 27.000 ansatte i de ca. 2.500 små og mellemstore industri-, maskin-, smede- og vvs-virksomheder, der er medlem af DS Håndværk & Industri. Her er resultatet.
5. marts 2010, 10:45 – opdateret 5. marts 2010, 10:49
Jim Stjerne Hansen, formand for DS Håndværk & Industri, er særdeles
tilfreds med, at det er lykkedes at indgå økonomisk ansvarlige aftaler
på et tidspunkt, hvor mange virksomheder er i gang med at arbejde sig
ud af den økonomiske og finansielle krise, der har præget dansk og
international økonomi de sidste to år.
Den sidste brik faldt på
plads sent i går den 4. marts med Teknisk Landsforbund (TL), dagen før
med HK Privat, mens den største af de tre aftaler – overenskomsten med
Dansk Metal, Blik- og Rørarbejderforbundet og 3F – blev sikret i sidste
uge.
Hovedpunkterne i overenskomstforliget med TL er:
• Der er givet udvidet adgang til at fravige overenskomstens bestemmelser ved indgåelse af lokalaftale med tillidsrepræsentanten.
• Væsentlig forenklede regler for administration af feriefridage og fritvalgskontoen, således at der indbetales 1 pct. til fritvalgskontoen og feriefridage optjenes med 1 feriefridag for hver påbegyndt 2½ måned.
• Mindstebetalinger og elevlønninger reguleres på samme måde som aftalt for timelønsområdet.
• Der gives 1 uges ekstra betalt forældreorlov til faderen og moderen.
• Alderskravet for ret til arbejdsmarkedspension er ophævet for tekniske funktionærer.
• Medarbejdernes kompetenceudvikling finansieres gennem bidrag til en kompetenceudviklingskonto, hvor der kan søges om betaling af uddannelsen, og hvor der ydes 100 pct. løndækning under uddannelsen. Virksomheden skal ikke bidrage til betalingen udover bidraget til kompetenceudviklingskontoen.
• Som forsøgsordning er aftalt, at ubrugt ret til kompetenceudvikling kan overføres til følgende år, dog kan der maksimalt overføres 1 uge.
Pensionssatser er uændret i den 2-årige overenskomstperiode.
• Der er enighed om at ligelønssager skal behandles i et Ligelønsnævn.
• TL-funktionærer får en ekstra ½ fridag, så grundlovsdag bliver hel fridag.
































