Men nummer to har ikke opgivet at hente den 26-årige studerende i kampen om en spritny Peugeot. Han er sågar villig til at bryde med den strategi, der har sikret ham et afkast på imponerende 34,3 pct., i bestræbelserne på at sætte den afgørende slutspurt ind.
19. oktober 2007, 16:08
Man kan ikke beskylde Sandro Vuylsteke for at være en day-trader.
Shipping-manden, med bopæl på Frederiksberg, har ikke én eneste gang skiftet ud i den portefølje, han oprettede ved spillets start.
Men den rolige hånd bag den tålmodige strategi overvejer et stilskifte i takt med, at Aktiespillet går ind i sin afgørende fase.
”Indtil videre holder jeg fast i mine aktier. Men mandag morgen, hvis de dykker endnu mere, så vil jeg revurdere min strategi,” griner Sandro Vuylsteke.
Han har en overgang været oppe på den øverste plads på præmie-skamlen, takket være hans guldrandede portefølje af shipping- og medicinal-aktier, men midt i sidste uge måtte han give slip og overlade 1.-pladsen til den 26-årige Nicolai fra Vesterbro i København, der har været iført førertrøjen i størstedelen af spillet.
”Måske var jeg ikke hurtig nok til at forudse, hvor meget nogle af mine aktier ville dykke, da de begyndte at tabe terræn i sidste uge. Jeg har bare fulgt den aktiestrategi, som jeg har fra mine private investeringer. Jeg er ikke godt nok inde i tingene til at kunne day-trade. Jeg ser det som en langsigtet investering, så her i spillet har jeg ingen ændringer foretaget siden den første dag,” siger Sandro Vuylsteke.
Men som sagt har han ikke opgivet kampen om nøglerne til førstepræmien, en sølvfarvet Peugeot 407 1.6 HDi ST Sport Sedan.
”Jeg begynder da at tænke over, hvad man skal gøre nu. Men det er ofte der, at der opstår panik, at man begynder at sælge desperat ud, bare fordi aktierne falder en smule. Og panik vil man selvfølgelig undgå. I sidste uge ville jeg ønske, jeg havde solgt, men i næste uge kan selvsamme reaktion være en dyr beslutning – det er jo ikke til at vide,” siger Sandro Vuylsteke.
Men foreløbig holder han fast i strategien – fordi han har en reel tiltro til, at aktierne i porteføljen vil stige igen.
”Jeg tror på de aktier. Det er aktier fra min egen industri og fra min kones, som er i medicinalindustrien. Jeg tror på, at de er værdifastsat rimeligt, så de skal nok komme op igen,” siger han.
Nummer 1, Nicolai, der gemmer sig bag spilnavnet NIST12, har skabt et afkast på 37,1 pct., siden spillet startede for to måneder siden. Han har benyttet sig af samme strategi med at holde fast i aktierne. Da Berlingske Business interviewede den kommende cand. merc.er i marketing fra CBS for tre uger siden, havde han ikke handlet én eneste gang – og havde bl.a. Neurosearch og Vestas i porteføljen.
Nu er der blot to handelsdage tilbage, da spillet slutter når Stockholm-børsen lukker tirsdag kl. 17.30. Vinderne offentliggøres først den følgende mandag.
































