Danmarks største aktiespil er slut for i år. Blandt knapt 77.000 deltagere blev det den 55-årige pædagog fra Viby J, Hans Rehoff Hansen, der løb af med førstepladsen og Passaten. Kun 97 kroner adskilte ham fra spillets nummer to.
5. maj 2007, 03:30
»Jeg havde aldrig nogensinde troet, at jeg skulle blive nummer ét,« bemærker en glad Hans Rehoff Hansen fra Viby J få minutter efter han har fået nøglerne til aktiespillets førstepræmie i hånden.
En Passat Variant 2.0 TDI til en værdi af 463.957 kroner. Dét vel at mærke rigtige kroner og ikke fiktive aktiespilspenge.
»Det er helt fantastisk, jeg er selvfølgelig ovenud lykkelig. Det er fuldstændig vildt,« fortsætter passatvinderen, som erhvervede sig en spritny Peugeot 206 for under et år siden men langtfra er ked af at have fået endnu en mobil.
55-årige Hans Rehoff Hansen er pædagog og arbejder til daglig i en fritids- og ungdomsklub i Århus. Med en formue på 635.979 fiktive kr og et afkast på 27,2 pct. over en periode på lidt over to måneder er han vinder af årets aktiespil.
Og spillets nummer ét er da også både glad, stolt og lettet, da han flankeret af datteren Julie Rehoff Hansen modtager både klapsalver og Passat i Alm. Brands domicil i København torsdag formiddag.
Vandt med 97 kr.
»Jeg har spillet med de andre år og har ligget som nummer 25.000 eller deromkring. Det var ikke nær så sjovt. I år har det virkelige været sjovt og spændende - lidt for spændende nogle gange,« bemærker Hans Rehoff Hansen med henvisning til, at kun 97 kroner skilte ham fra spilleren på andenpladsen.
Hans Rehoff Hansen investerede sin fiktive formue i aktiespillets første uge, hvor han købte op i DSV, Vestas, F.L. Smidth, Genmab, Coloplast og SAS. Siden har han intet foretaget sig.
»Jeg synes selv, at det var en god blanding af aktier på vej op, stabile aktier og nogle, der godt kunne overraske,« siger Hans Rehoff Hansen, der ikke havde fortalt andre end sin kone og sine to børn, at han deltog i aktiespillet og lå højt placeret. Undlod at handle
Sin marginale sejr forklarer Hans Rehoff Hansen med, at han afholdt sig fra at handle.
»Havde jeg handlet bare en enkelt gang, havde kurtagen spist de 97 kr,« fastslår han.
Ved at have begrænset sig til de seks aktiehandler, Hans Rehoff Hansen foretog ved spillets start, har vores vinder handlet langt mindre end den gennemsnitlige deltager. Gennem de godt to måneder spillet har kørt, har spillerne foretaget næsten 1,5 mio handler tilsammen, svarende til ca. 20 handler pr. deltager.
Den 29-årige logistikchef i Falck Thommas Henriksen lå længe lunt i svinget til at løbe af med Passaten men måtte nøjes med andenpladsen. Ganske tilfreds så han dog ud ved præmieoverrækkelsen, hvor han kunne inkassere et fladskærms-tv fra Expert til en værdi af 22.999 for sit afkast på 27,1 pct. svarende til en formue på 635.882 kr.
Præmien for stor
»Det har selvfølgelig været spændende. Men jeg er rystet over, at det blev så tæt, for jeg var næsten 2 pct. foran dagen før,« fortæller Thommas Henriksen, der kort før spillets slutning forudså, at det danske marked ville falde i kølvandet på det amerikanske markeds fald.
»Jeg solgte F.L. Smidth, Genmab og Sydbank, og de faldt ikke særligt meget den dag. Havde jeg solgt NeuroSearch i stedet for en af de tre, så havde jeg vundet, for jeg mistede næsten 2000 kr på den,« beretter Thommas Henriksen, der nu bekymrer sig en smule over, om det enorme tv-apparat kan være i hans ikke så store stue.
Han kalder sin strategi for chancebetonet.
»Jeg har hele tiden vidst, at hvis man ville rykke sig, så var det om at fange de virksomheder, som kom med et godt regnskab. Jeg var heldig til sidst, at jeg købte DSV, som kom med et godt regnskab,« siger Thommas Henriksen, der også glæder sig over, at han ikke købte Danske Bank, som kom med et dårligere regnskab end forventet.
Bedst fra start
Tredjepræmien - et rejsegavekort fra Bravo Tours til en værdi af 20.000 kr - gik til Bjarne Jørgensen fra Odense med et afkast på 26,0 pct. og en formue på 630.037 kr. Han kunne ikke være til stede ved præmieoverrækkelsen men fortæller over telefonen, at han endnu ikke har besluttet, hvor rejsen skal gå hen. Bjarne Jørgensen lå tidligere på aktiespillets førsteplads i hele tre uger og løb af med præmierne »Bedst fra Start« og midtvejspræmien men sakkede senere bagud, fordi han tabte sammenlagt 19.000 kr på GN Store Nord og Lundbeck.
»Jeg er med igen næste år - så render jeg med bilen,« griner han.
Se din personlige stilling i spillet fra mandag 7. maj på
































